DEAD KENNEDYS: FRESH FRUIT FOR ROTTING VEGETABLES, DE TIDLIGE ÅR BOG

SIDER: 224
DIMENSIONER: 6 x 9 tommer
FORMAT: Softcover
FORFATTER(E): Alex Ogg

Dead Kennedys topper rutinemæssigt både kritiker- og fanafstemninger som det største punkband i deres generation. Deres debutalbum, Fresh Fruit for Rotting Vegetables, bliver især regelmæssigt kåret blandt de bedste albummer i genren. Fresh Fruit tilbød en perfekt hybrid af humor og polemik spændt på et musikalsk chassis, der var lige så irritabelt og opfindsomt som Jello Biafras visnende bredsider. Disse tekster, grusomme i deres præcision, var åbenbarende. Men det ville ikke have fungeret, hvis den underliggende lyd ikke havde været sådan en larmende rus, paraffinen til Biafras nøgne flamme.

Dead Kennedys' fortsatte indflydelse er en ekstraordinær præstation for et band, der praktisk talt ikke fik nogen radioafspilning og kun udgav plader på uafhængige labels. De eksisterede ikke kun uden for mainstream, men var, som V. Vale fra Search and Destroy bemærkede, det første band af deres størrelse, der vendte sig mod og angreb musikindustrien selv. DKs satte så meget i gang. De var centrale i formuleringen af et alternativt netværk, der tillod bands på første trin af stigen at turnere uden for deres egen baghave. De var medvirkende til at støtte konceptet med all-ages-shows og afviste de fremskridt, som corporate rock-promotere og industriens hunde gjorde. De legitimerede forestillingen om, at et amerikansk punkband kunne turnere internationalt, mens de formidlede den sande rædsel i deres hjemlands udenrigspolitik, og de fungerede i praksis som anti-ambassadører på deres rejser.

Bogen bruger dusinvis af førstehåndsinterviews, fotos og original kunst for at tilbyde et nyt perspektiv på en gruppe, der næsten fra starten ville blive hvirvlet ind i kontroverser. Den hylder bandets nøglerolle i at forvandle punkretorik, både polemisk og musikalsk, til noget ægte truende—og enormt sjovt. Forfatteren giver kontekst i forhold til både den globale og lokale bane for punk og forsøger, uden at vige tilbage for de vidt forskellige synspunkter, de enkelte bandmedlemmer har på bandets udvikling, at være fejrende—om ikke ukritisk.