FUGAZI 'IN ON THE KILL TAKER' LP

LABEL: Dischord Records
VINYL UDGIVELSESDATO: 30/6/1993
ORIGINAL UDGIVELSESDATO: 1993
VARIANT: Sort vinyl-LP

In on the Kill Taker er som at skrubbe sit ansigt med ståluld. Bandet læner sig op ad rustne guitarflis, der skraber, syder og hvæser, og fjerner sig dermed yderligere fra lyden på 13 Songs og Repeater. Hård og skurrende – Fugazi producerer overraskende nok ren støj til tider, bedst oplevet i den lange afslutning på "23 Beats Off" og den utilsigtede Gremlins-hyldest, der åbner "Walken's Syndrome." Joe Lallys bas og Brendan Cantys trommer er reduceret til at fungere som en guide; de er skubbet – men ikke mast – ned i mixet, hvilket giver Ian MacKaye og Guy Picciottos guitarer mulighed for at tage kontrol, ætsende. Det er sandsynligvis Fugazis mindst fordøjelige album fra start til slut, men hver sang har sine egne tiltrækkende kvaliteter, selvom de ikke er umiddelbart synlige. "Facet Squared" og "Public Witness Program" åbner albummet voldsomt, men størstedelen af den følgende "Return the Screw" er næsten uhørlig, bortset fra lejlighedsvise vokale raserianfald. En god del tid bruges på at veksle mellem afdæmpet guitar-noodling og påtrængende udbrud af aggression. De er smarte med deres rækkefølge, idet de placerer den blide instrumental "Sweet and Low" (det eneste nummer, hvor Lally spiller en fremtrædende rolle) efter den udmattende kakofoni på "23 Beats Off," og generelt sammensætter de et sæt af ret forskellige numre, der flyder godt. Picciottos anti-Hollywood-tirade på den passende titulerede "Cassavetes" er et klassisk Fugazi-øjeblik, ligesom hans tilsvarende navne-nævnende "Walken's Syndrome." Begravet til sidst på albummet er to fremragende lurchers, MacKayes "Instrument" og Picciottos "Last Chance for a Slow Dance." Ikke Fugazis fineste time, men en af dets mest dristige og givende.