MUDHONEY 'EVERY GOOD BOY DESERVES FUDGE' 30 ÅRS JUBILÆUMS DELUXE 2LP (Color Vinyl)

LABEL: SUB POP
COLOR VINYL 2LP

Denne 30-års jubilæumsudgave, remasteret af Bob Weston hos Chicago Mastering Service, står som et vidnesbyrd om den kreative bølge, der drev dem i denne periode. Albumsessionerne resulterede i en håndfuld materiale, som senere ville optræde på B-sider, opsamlingsalbum og split-singler. Denne udgave inkluderer alle disse numre samt en række tidligere uudgivne sange, herunder hele Music Source-sessionen med fem numre.

Ved at vende tilbage til grundprincipperne med Every Good Boy Deserves Fudge vendte Mudhoney op og ned på konventionel visdom. Ikke for første gang – eller sidste – ville de blive bekræftet. En måned efter udgivelsen i juli 1991 gik albummet ind på den britiske albumhitliste som nummer 34 (fem uger senere gik Nirvanas Nevermind ind som nummer 36) og solgte siden 75.000 eksemplarer på verdensplan. Et mere meningsfuldt mål for succes lå dog i bandets revitalisering, hvilket skabte en målestok for fremtiden. Albummet er et stort kapitel i Mudhoneys igangværende historie, hvis morale må være: Når du er i tvivl, så fudge det.

Albummet begyndte i Music Source Studio, et stort rum udstyret med et 24-spors mixerbord – direkte futuristisk sammenlignet med det 8-spors setup, der fødte bandets katalytiske debut fra 1988, "Touch Me I'm Sick." Music Source-sessionen blev hurtigt en falsk start, da resultaterne, med guitarist Steve Turners ord, "lød lidt for fancy, for rene." Lært af lektionen gik bandet primitivt til værks og arbejdede på Conrad Unos 8-spors setup i Egg Studio. Opkaldt efter de kartoner, der var klistret på væggene i et optimistisk forsøg på lydisolering, kunne Egg prale af et 60'er vintage 8-spors Spectra Sonics optagekonsol, oprindeligt bygget til Stax i Memphis.

Sådan var det, at Mudhoney i foråret 1991 lavede Every Good Boy Deserves Fudge. Det resulterende album er en hvirvelvind af bandets påvirkninger på det tidspunkt: den voldsomme 60'er garage rock fra deres Pacific Northwest-forgængere The Sonics og The Lollipop Shoppe, den bidende post-hardcore fra Drunks With Guns, de tunge guitarstemninger fra Neil Young, de lysergiske øvelser fra Spacemen 3 og Hawkwind, den dystre eksistentialisme fra Zounds og den satiriske vildskab fra 80'ernes hardcore punk. Kvartettens særlige alkymi betød, at disse kærlige hyldester aldrig gled over i pastiche. I sidste ende indbegreb Every Good Boy Deserves Fudge det bedste ved Mudhoney: her var et band, der genforbandt sig med sine reneste instinkter og i processen genopfindede sig selv.